Donald Trump bryder sig ikke om public service radio og TV, fordi han mener, at de har politisk slagside. Han har derfor underskrevet et nyt dekret, der skal fjerne finansiering af de ikke-kommercielle stationer i USA.
Præsident Donald Trump har den 1. maj underskrevet et dekret, der pålagde bestyrelsen for Corporation for Public Broadcasting at ”indstille den føderale finansiering af National Public Radio (NPR) og the Public Broadcasting Service (PBS)”, der er USA’s primære ikke-kommercielle, public service radio og TV-stationer. Det sker med henvisning til stationernes påståede ”ideologiske partiskhed.” På sociale medier har Trump for nylig kritiseret de to nationale public service-mediegrupper og - med store bogstaver - kaldt NPR og PBS for ”DE RADIKALE VENSTREFLØJSMONSTRE, DER SKADER VORES LAND SÅ MEGET”.
Det er dog ikke helt klart, om USA’s præsident har beføjelse til at udstede et dekret, som det skete den 1. maj. PBS's præsident og administrerende direktør, Paula Kerger, kaldte det et ”åbenlyst ulovligt dekret, udstedt midt om natten.”
CPB har allerede sagsøgt Trump-administrationen i forbindelse med et tidligere dekret fra Trump om, at man skulle afskedige tre af sine fem bestyrelsesmedlemmer. CPB afviser også gyldigheden af det nye dekret. ”CPB er ikke et føderalt udøvende organ, der er underlagt præsidentens myndighed,” lød det fra selskabet i en erklæring. Det er i stedet Kongressen, der direkte har godkendt og finansieret CPB som en privat nonprofit-organisation, der er fuldstændig uafhængig af den føderale regering.
USA’s kongres har afsat 535 millioner dollars (3,5 milliarder kroner) til CPB i år – et beløb, der er bekræftet i en nylig midlertidig lov, der er vedtaget af det republikansk kontrollerede Repræsentanternes Hus og Senatet. Ifølge Corporation for Public Broadcasting har Kongressen finansieret det fuldt ud frem til den 30. september 2027.
De mere end 1.000 ikke-kommercielle PBS-radiostationer i USA, modtager i gennemsnit otte til ti procent af deres midler fra CPB og omkring 15 procent af deres indtægter fra CPB's føderale midler. Det er især NPR-stationer i landdistrikter og udenfor de store byer, der er helt afhængige af den økonomiske støtte fra Washington.
De fleste midler til public service-medier går til lokale stationer, og det meste går til at subsidiere TV, fordi det er dyrere end radio.