Radio- og TV-Nævnet har besluttet at inddrage sendetilladelsen til Radio Salam permanent, og at inddrage tilladelsen til Radio Shalom en måned. Radio Aap ki Awas nøjes med at få en påtale.
Helt slut med Radio Salam
Sendetilladelsen til Radio Salam er blevet inddraget ”fuldt”, og stationen er blevet stillet over for et tilbagebetalingskrav på knap 27.000 kroner. Dette er sket fordi stationen, gentagne gange ikke har indsendt de ønskede oplysninger til Radio- og TV-Nævnet og herunder fordi stationen ikke har afleveret oversættelser af radioens programoversigter og udsendelser, som stationer, der ikke sender på dansk, engelsk, norsk, svensk eller tysk, er forpligtede til i henhold til bekendtgørelsen for ikke-kommerciel lokalradio.
Nævnet har tillige bemærket, at radioen ikke har enhjemmeside, som der også er krav om.
Radio Salam begyndte at sende i marts 2013 på 90,4 MHz i København, og sendte fra begyndelsen blandt andet programmet ’Marokkos Stemme’ på dansk, arabisk, fransk og amazigh (berberisk).
Radio Shalom skal betale tilskud tilbage og mister tilladelsen en måned
Radio Shalom er også blevet udtaget til en stikprøvekontrol, og den viste, at radiostationen ikke levede op til kravet om 60 minutters førstegangsudsendt egenproduceret, lokalt indhold hver uge. Derfor mister Radio Shalom sendetilladelsen i hele december måned 2025 og skal betale godt 3.500 kroner tilbage til staten.
Radio Shalom troede, at stationen kun var forpligtet til at udsende 30 minutters lokalt indhold hver uge og ikke de 60 minutter, som det fremgår af lokalradiobekendtgørelsen.
Samtidigt var de udsendelser, som Radio Shalom faktisk udsendte i de to kontrollerede uger, ikke noget der – ifølge Radio- og TV-Nævnet – kunne betragtes som ”programindhold omhandlende forhold, som har særlig interesse for lokalbefolkningen i området”. I afgørelsen fra Radio- & TV-Nævnet nævnes som eksempler optagelser fra ’A Violin In History’; et projekt, der omhandler anden verdenskrig på et generelt plan, og optagelser fra en lokal kulturfestival, der ikke har nogen relation til lokalområdet.
Radio Shalom er en jødisk lokalradio på 87,6 MHz i København, og stationen har sendt siden 1995. I 2024 gik man ned til fem timers ugentlig sendetid.
Reglerne indskærpes for Aap ki Awaz, der også skal betale tilskud tilbage.
Radio Aap ki Awaz har fået en løftet pegefinger fra Radio- og TV-Nævnet, der indskærper over for foreningen bag radiostationen, hvad der kræves for at leve op til kravene vedrørende lokalt indhold. Samtidigt skal Aap ki Awaz tilbagebetale knap 2.800kroner for manglende overholdelse af kravet om lokalt indhold.
Radio Aap ki Awaz var også udsat for et tilsyn i 2024, og dér var der også galt. Stationen blev dømt af Nævnet for at have sendt skjult reklame, for ikke at sende udsendelser der levede op til kravene om lokalt indhold og for at have holdt seks ugers sendepause.
Denne gang var der ingen skjult reklame, og Aap Ki Awaz havde ikke holdt en lang sendepause, som man ikke må gøre. På plussiden er desuden, at Aap ki Awz har indleveret alle de af Nævnet efterspurgte oplysninger om stationens drift og programvirksomhed. Ydermere anser Nævnet, at omkring halvdelen af sendetiden rent faktisk er tilstrækkelig lokal.
Når der alligevel er sket en indskærpelse af reglerne og et tilbagebetalingskrav over for Radio Aap ki Awaz, hænger det antageligt sammen med, at stationen har forpligtet sig til at sende hele 26 timers lokalt indhold hver uge. Altså godt halvdelen af radioens samlede sendetid på 50 timer ugentligt.
Aap ki Awaz har sendt programmer om kommunalvalget i november 2025 og om en demonstration, der foregik i tilladelsesområdet. Det er i orden. Stort set.
Radio- og TV-Nævnet bemærker dog, ”at en overvejende del af programmerne vedrørende demonstrationen mod det statslige besøg af repræsentanter for den indiske regering har enslydende redaktionel bearbejdning, hvor gennemgangen af begivenhederne i flere tilfælde ikke kan karakteriseres som lokalt indhold, fordi samtalens omdrejningspunkt bliver det politiske forhold mellem Pakistan og Indien generelt.”
Nævnet vurderer også, at cirka 56 procent af programmerne ikke kan karakteriseres som lokalt indhold ”idet programmerne handler om politisk dannelse, demokratiske rettigheder og generelle oplysningskampagner rettet mod befolkningsgrupper i Danmark med oprindelse fra Pakistan. Eks. sender Aap Ki Awaz et program om, hvordan det danske sundhedssystem fungerer. Andre programmer handler om at unge pakistanere bør engagere sig i dansk politik, mens en tredje programrække handler om Eid som højtid og islamiske traditioner forbundet hermed, hvilket Radio- og tv-nævnet også vurderer behandles på et så generelt plan, at det ikke kan forstås som indhold i overensstemmelse med § 11, stk. 2 om lokalt indhold med en særlig interesse for befolkningen i tilladelsesområdet. ”
Radio Aap ki Awaz sender på urdu og henvender sig til herboende pakistanere. Stationen er i luften 50 timer om ugen på 92,9 MHz i København og begyndte at sende i 2003.
Kommentar fra SAML: Afgørelse langt ude i hampen
Sekretariatsleder for SAML, Gitte Thomsen kalder afgørelsen om, at Radio Aap ki Awas’ sendetilladelse nu inddrages i en måned for helt ude i hampen. ”Hvad er formålet med den sanktion”, spørger hun og peger på, at det er virkeligt langt ude, at Aap ki Awaz straffes for at informere deres lyttere om, hvordan tingene og systemerne fungerer i Danmark. ”Det har altid været en del af indvandrerstationernes formål. Selvfølgelig kan man sige, at det er generelt, men det er i dén grad folkeoplysende arbejde over for flygtninge og indvandrere i dette land. Man kan desværre konstatere en eklatant mangel i Radio- og TV-Nævnet på viden om historikken omkring indvandrerstationerne”, fastslår Gitte Thomsen.
Hun synes, at det er al ære værd, at de laver den slagsprogrammer, og slutter af med, at der er et kæmpe behov for at få lavet både lokalradiobekendtgørelsen og lokal-TV-bekendtgørelsen om.