Selv om de lokale radioer nu i princippet leverer ”fuld rapportering” til KODA, så er det stadig de samme tariffer der skal betales efter.
Som omtalt i sidste udgave af SAML Nyt, så monitorerer KODA nu fra og med 1. januar 2025 alle radiostationer og registrerer automatisk alt, hvad der spilles, hvor længe og med hvilke kunstnere, komponister osv.
KODA vil altså få en ”fuld rapportering” om alt, hvad hver eneste lokalradio spiller – men det betyder ikke, at der skal betales vederlag til KODA for ”fuld rapportering”. ”Fuld rapportering” betyder oprindeligt, at der skal betales for det faktiske antal minutters musik, som radioerne bruger, og som det fremgår af aftalen om ikke-kommercielle lokalradioers brug af musik mellem KODA og SAML.
Jakob Transe Kjær fra KODA oplyser til SAML Nyt, at der uændret skal betales vederlag efter §9 stk. 2 og 3 i aftalen. Her fremgår det, at radioerne skal betale et minimumsvederlag per sendetime, der fastsættes ud fra indbyggertallet i dækningsområdet og ud fra om radiostationen sender under eller over 50 procents musik. Sendes der musik i over 50 procent af sendetiden, så er prisen per sendetime betydeligt højere.
KODA’s nye system betyder, at lokalradioer der kun vil betale for de faktiske musikminutter, får det meget nemmere. I stedet for at radioerne selv skal registrere det hele, så klarer KODA nu dette. Vederlagsbetalingen efter antal faktiske musikminutter er dog så høj, at en radio højst kan spille musik i gennemsnitlig 14 minutter per time, for at det kan betale sig.