Nyhed
5 Minute Read

Radio har succes med at lave TV

24/10/2025

Den lokale radiostation i Gladsaxe, Kanal Gladsaxe, sender en række af stationens udsendelser som TV-produktioner under overskriften ”Radio i billeder”, og det er populært.  

Hver søndag eftermiddag sender Kanal Gladsaxe programmet ”Det Sker Live”. Det sendes både som et radioprogram på radioens FM-frekvens 100,9 MHz, men planen er også, at det skal sendes som TV – direkte på nettet og på YouTube. Jacob Jacobsen, der har været med helt fra starten, er en af studieværterne på programmet og han fortæller til SAML Nyt, at programmet indeholder alt muligt lokalt om, hvad der sker i kommunen og ofte er der også gæster i studiet. Det kan f.eks. være en snak med en musiker og der er god tid til at komme i dybden.

Én gang om måneden gi’r man den ekstra gas. Den sidste lørdag i hver måned udskiftes ’Det Sker Live’ med ’Gladsaxe Direkte’, der sendes fra kl. 12 til kl. 16. Stationsleder Peter Colmorten fortæller: ”Dét gør vi meget ud af. Vi starter med at både gæster og medarbejdere får morgenmad. Rigtig morgenmad – med det hele. Det med mad er vigtigt. Dels fordi det er en lang dag for dem der er med – og der er mange folk med – og dels fordi det giver en god stemning”.

’Gladsaxe Direkte’ har en række faste elementer. I den første del sætter man fokus på en lokal forening. Der er et indslag der hedder ’Teaterbussen’ med blandt andet anmeldelser af lokale teater- og balletforestillinger. Der er ’Jura i hverdagen’. Der er kunstnere i studiet – og nogle gange optræder de live. Radioen vil gerne gøre noget for nye kunstnere.  Men ellers er det meste taleradio med folk, der har noget på hjerte. ”Lidt som med sofahygge-snak”, siger Jacob Jacobsen, ”gæsterne skal føle sig hjemme”.

Kanal Gladsaxe har syv-otte medarbejdere på opgaven med at producere ’Gladsaxe Direkte’ hver gang. Der er to teknikere, to-tre studieværter og så er der tre, der står for de praktiske ting, som vi måske kan kalde ’runnere’, men som også virker som tilrettelæggere.

Og hvis man forestiller sig, at der ’bare’ er sat et fast kamera op i studiet, så tager man grundigt fejl. Der er adskillige kameraer, og disse kan også fjernstyres. Der er professionelle lamper, og der er rigtigt TV-afviklingsudstyr.

Som om det ikke var nok, så giver man den ekstra, ekstra gas én gang om året. Man stiller et stort partytelt op uden for radioens lokaler. Sætter en stor scene op og tænder op i grillen. Så er der levende musik og gratis mad til radioens lyttere. Og samtidigt holder man åbent hus i radioens lokaler.  Det er en stor opgave. Jacob Jacobsen siger: ”Vi bygger selv scenen op. Og det tager lang tid at sætte det hele op og gøre klar”.

 

Kanal Gladsaxe er en ung lokalradio

En god del af de danske lokalradioer begyndte at sende i slutningen af 1980’erne. Det gjorde man også i Gladsaxe. Den 22. marts 1987 gik Radio Gladsaxe i luften. De fleste andre lokalradioer var græsrodsradioer eller musikradioer. Men helt anderledes i Gladsaxe. Sendetilladelsen var udstedt til Gladsaxe kommune, og Radio Gladsaxe leverede ”journalistisk nyheds- og kulturformidling” og var derudover et ”kommunalt båndværksted”. Kommunen lønnede fire medarbejdere – senere kom man helt op på syv lønnede medarbejdere - og der var derudover også en række frivillige. Da kommunen brugte flest penge på Radio Gladsaxe var man oppe på omkring fem millioner kroner på et år. Sendetiden var i begyndelsen mandag-fredag kl. 15-18 og efterfølgende kom der også en morgenradio til. Frekvensen blev delt med Herlev Lokal Radio, der dog lukkede et par år senere. Senere kom bl.a. HGFM (Lokalradioforeningen i Herlev) og Herlev Nærradio/Radio HNR til – men disse er også for længst væk.

Den 31. december 2007 blev Radio Gladsaxe, der i øvrigt var den eneste kommunalt ejede lokalradio i Danmark, lukket efter initiativ fra kommunens socialdemokratiske borgmester. Radioens programchef sagde dengang til radionyt.com, at lukningen skyldtes, at radioen havde været for kritisk over for kommunen.

Men det var ikke alle politikere, der var enig i beslutningen om at lukke Radio Gladsaxe. De konservatives byrådsmedlem Lars Abel  (stadig medlem af Gladsaxe byråd, men nu for Moderaterne), opfordrede Peter Colmorten til at undersøge, om der var en mulighed for at etablere en ny lokalradio i Gladsaxe.  Der var kun én fra den lukkede Radio Gladsaxe,der ville være med, men det lykkedes at finde en fem-ti stykker, der ville være med i en ny lokalradio. Man fik lov at tage det udstyr fra det gamle Radio Gladsaxe, som man kunne bruge, men kommunen ville have betaling for navnet ’Radio Gladsaxe’ – og dén var vi slet ikke med på, fortæller Peter Colmorten. Så navnet på den nye lokalradio blev i stedet Kanal Gladsaxe.

Kommunen var dog så venlige at stille gratis lokaler til rådighed, og har i øvrigt gjort det lige siden. Dog på skiftende adresser.  Siden omkring 2016 har man haft rigtigt fine lokaler på omkring 100 m2 og med tre studier i en tidligere ungdomsskole på Gladsaxevej.  

Penge havde man ingen af. Der var hverken tilskud fra kommunen eller kulturministeriet. Men med lidt praktisk hjælp fra det socialdemokratiske Kommunikationscentret i Hammershusgade lykkedes det at komme i luften den 18. februar 2008.  

 

Fra lokale nyheder til afghansk integrationsradio

Kanal Gladsaxe sender hver weekend – lørdag og søndag fra klokken 8 til klokken 18. Programfladen er noget af en blandet landhandel.

Lørdag morgen åbnes med ’Nyhedstimen’, der, som navnet antyder, er en times lokale nyheder blandet med den nye musik man har modtaget i ugens løb. Peter Colmorten fortæller, at man får en bunke pressemeddelelser ind hver uge, og de bliver så rettet til eller redigeret lidt om – og så bliver det hele oplæst af kunstig intelligens (AI). ”Vi finder jo ikke nogen, der vil sidde og læse op i en hel time”, lyder det fra Peter Colmorten, der tilføjer at det fungerer godt, og at man er rigtigt glade for AI som værktøj. Jacob Jacobsen tilføjer, at man også bruger AI til at lave musiknumre en gang imellem – blandt andet med lokale referencer.

Blandt de øvrige programmer i sendefladen er ’Motorradioen’, transmission af byrådsmøder, musik fra 1960erne og forskellige programmer, som også sendes på andre lokalradioer.

Helt specielt for Kanal Gladsaxe er to timers afghanskradio. Der er lokale nyheder, kulturstof, integrationsstof og andet af interesse for herboende afghanere. Det er et program, der har eksisteret i mange år, og som også kan høres som netradio og ’on demand’.  Én af de to studieværter, der står forprogrammet, er tidligere professionel radio-TV medarbejder fra Afghanistan, og programmet betyder at Kanal Gladsaxe møder ekstra velvilje.   Det er næsten som ”en fjer i hatten” for os, lyder det fra Peter Colmorten.

Tidligere har man også sendt ’Seniortimen’, et program om, hvordan man kan spare i hverdagen og et fast program med oplæsning af digte.

Svært at være lokal i Storkøbenhavn

Det kan godt være en udfordring at sende lokalradio i det storkøbenhavnske område. ”Folk interesserer sig ikke rigtigt for det lokale – især ikke i København”, siger Peter Colmorten. Det er op ad bakke at få og fastholde frivillige medarbejdere. ”Der er meget vi gerne ville lave, men vi mangler hænder”, lyder det videre. Der er omkring 15 aktive på Kanal Gladsaxe, men – siger Jacob Jacobsen: ”Der er mange tilbud i København, og efter coronaen har det været ekstra svært”. ”Alle foreninger er ramt, måske på nær de store idrætsklubber”, tilføjer Peter Colmorten og siger videre, at hvis det bare var pladevendere man ville have ind på radioen, så kunne det sagtens lade sig gøre, men det er jo ikke formålet med radioen. Desuden er det svært med oplæring af nye medarbejdere, da der ikke er nogle faste medarbejdere på radioen i hverdagene.    

Selv om det er en udfordring med at finde medarbejdere, så er betalingen til KODA og Gramex den klart største udfordring. ”Vi betaler op mod en tredjedel af vores omsætning til KODA og Gramex, og betalingen stiger hele tiden – mens vores indtægter ikke stiger men snarere falder løbende”, siger Jacob Jacobsen, der udover at være studievært også er kasserer for Kanal Gladsaxe. Radioen har ikke andre indtægter end driftstilskuddet fra Kulturministeriet, der år for år falder, da det ikke pristalsreguleres.  

På trods af udfordringerne klør de på på Kanal Gladsaxe. Som man skriver på radioens hjemmeside: ”Kanal Gladsaxe er en nyhedsplatform udviklet af frivillige og engagerede amatører, som brænder for at sende mangfoldig lokalradio og TV til lokalsamfundets borgere”.  

Tilmeld dig for de seneste nyheder

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder og information.

Ved at klikke på Tilmeld bekræfter du, at du er enig i vores Vilkår og Betingelser.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.