En enig kommunalbestyrelse i Hvidovre har besluttet at forøge den økonomiske støtte til Hvidovre Nærradio med 200.000 kroner årligt de næste fire år, så radioen i alt modtager 590.000 kroner hvert år.
Det er dyrt at lave lokalradio. De ikke-kommercielle lokalradioer bliver presset mere og mere af ikke mindst de stigende vederlag til KODA og Gramex, øget krav til regnskabsføring og det faktum at det i dag er blevet meget svært at finde frivillig arbejdskraft. Og der er flere og flere opgaver vi skal påtage os, fortæller stationsleder Per Schreiber fra Hvidovre Nærradio til SAML Nyt. Derfor indsendte man tidligere på året en ansøgning til Hvidovre Kommune om at få forøget kommunens tilskud, og en enig kommunalbestyrelse har nu vedtaget at bevilge 200.000 kroner ekstra, foruden de nuværende 350.000 kroner og dertil kommer en momsrefusion, så det samlede støttebeløb fra 1. januar 2026 ender på 590.000 kroner årligt.
De ekstra penge er øremærket til blandt andet til at betale lidt mere løn til stationslederen, til at betale de flere og flere penge til KODA og Gramex og til promovering af Hvidovre Nærradio på de sociale medier og i lokalavisen.
Særligt frustrerende er, at der skal sendes så urimeligt mange penge til KODA og Gramex. Per Schreiber oplyser at Hvidovre Nærradio i år kommer til at betale næsten 125.000 kroner til KODA og Gramex, og det er blot for at spille 14 timers musik om ugen. Det er uforståeligt, at det skal være så dyrt, mener Per.
Først i kommunen
Hvidovre Kommune har siden foråret 2023 været en del af IPS-modellen inden for arbejdsmarkedet, og radioen var dermed den første i kommunen til at sige ja til at deltage. IPS står for ’Individuelt Planlagt job med Støtte’ og er en evidensbaseret beskæftigelsesindsats, hvor den regionale behandlingspsykiatri og kommune, typisk jobcentret, samarbejder for at hjælpe mennesker med psykiske lidelser med at opnå og fastholde et ordinært arbejde eller uddannelse. Det er et individuelt, håndholdt og fleksibelt forløb, der bliver tilrettelagt ud fra den enkelte borgers ønsker og præferencer, og Hvidovre Nærradio har haft stor succes med at få en del af dem tilbage på arbejdsmarkedet.
De har primært taget sig af mindre opgaver som musikregistrering, og redigering af taleradio, telefonpasning og andre ad-hoc opgaver. Den lokale radiostation har på denne måde været med til at spare Hvidovre Kommune en del penge for hver borger, der er blevet afklaret i forhold til deres fremtid på arbejdsmarkedet.
Det er også noget, der er blevet bemærket og anerkendt af politikerne i kommunalbestyrelsen.
Ny støtteforening
Nyt fra Hvidovre er også, at der torsdag i sidste uge var stiftende generalforsamling i ”Hvidovre Nærradios Støtteforening”. Planen er at lave forskellige arrangementer – store som små – og at overskuddet fra disse arrangementer så tilfalder Hvidovre Nærradio.
Tidligere eksisterede der en anden støtteforening, men den fik efterhånden et noget andet fokus og stoppede i 2023 helt med at støtte Hvidovre Nærradio, ændrede navn til ’Støtteforeningen Hvidovre’ og har nu som hovedformål, at udbrede kendskabet til gamle danske kroer.
Hvidovre Nærradio er Danmarks ældste, stadigt eksisterende lokalradio, der begyndte at sende den 3. maj 1983. Radioens formål er at bidrage til Hvidovres kulturliv og det lokale fællesskab.
