I en tilsynssag var Arkens Radio blevet dømt til at betale et mindre beløb tilbage til staten. Det klagede radiostationen over, og Radio- & TV-Nævnet har nu besluttet at imødekomme klagen.
Helt tilbage i slutningen af 2022 blev der ført stikprøvetilsyn med Arkens Radio i Esbjerg. Radio- & TV-Nævnet vurderede, at der ”i helhed” var blevet udsendt én times egenproduceret førstegangsudsendelse med lokalt indhold i begge de kontrollerede uger. Men der blev i begge udsendelser spillet mellem 16 og 18 minutters musik. Og det må man ikke. I lokalradiobekendtgørelsen fremgår det, at der kun må anvendes jingler,vignetter og musikalske indslag i begrænset omfang.
Radio- og TV-Nævnet traf på den baggrund afgørelse i begyndelsen af 2023 om, at Arkens Radio skulle tilbagebetale cirka 1.600 kroner af radioens driftstilskud.
Den afgørelse klagede Arkens Radio over i maj 2023 og påpegede, at Nævnet havde overset det lokalstof, der blev sendt på Arkens Radio fredag aften.
Klagen fra Arkens Radio blev dog ikke forelagt og behandlet af Radio- & TV-Nævnet på grund af en fejl. Det erkender Nævnet over for Arkens Radio.
Først nu er sagen så langt om længe blevet behandlet. Og Nævnet har besluttet at frafalde tilbagebetalingskravet over for Arkens Radio.
Nævnet fastholder dog, at der stadig er blevet spillet for meget musik, men at radiostationen ”lever op til vilkårene, der følger af programtilladelsen og af bekendtgørelse om ikke-kommerciel lokalradio”.
Afgørelsen er: ”fortsat at påtale Arkens Radios brug af musikalske indslag”.