TV Midtjylland i Viborg og Christiania TV i København har været igennem et stikprøvetilsyn fra Radio- og TV-Nævnet. Alt var i orden.
De to TV-stationer var blevet bedt om bekræfte, at man sender lokal-TV i henhold til programvilkårene i stationernes sendetilladelser, at man overholder den gældende bekendtgørelse, og at man selv producerer samtlige udsendelser - samt redegøre for eventuelt samarbejde med andre stationer. Desuden skulle man indsende programoversigter og programkopier af programmerne udsendt i to uger.
Efter gennemgang af det indsendte materiale og efter at have gennemset de indsendte programmer, har Radio- og TV-Nævnet afgjort, at de to stationer har udsendt hver 120 minutters egenproduceret og førstegangsudsendt lokalt indhold i de to uger – optaget i lokalområdet – og at der i øvrigt ikke er noget, der giver anledning til bemærkninger eller strider imod bekendtgørelsen på området.
Både TV Midtjylland og Christiania TV overholder derfor vilkårene i deres programtilladelse.